• Frank Furedi
  • Frank Furedi
  • Sociologist, commentator and author
Article

Tolerance hører nøje sammen med fordømmelse

Tolerance er vor tids mest misforståede begreb. Selv om vi fordømmer intolerance, er det, hvad europæiske regeringer og vestlige universiteter i disse år reelt praktiserer.

Holdningen udfoldes hos Frank Furedi, britisk presses mest citerede sociolog. I næste uge udkommer professoren fra Kent Universitys forsøg på at sætte det hele på plads. On Tolerance - A Defence of Moral Autonomy hedder bogen, og i den griber sociologen tilbage til tolerancebegrebets mest berømte britiske foregangsmænd, John Locke (1632-1704) og især John Stuart Mill (1806-1873). Vi tror, vi lever i et frisindet og fordomsfrit samfund, men Furedis bog er et langt dementi af det glansbillede.

»Jeg rejser ofte rundt i Europa og holder foredrag, og i Amsterdam stod jeg foran flere tusinde mennesker,« siger Frank Furedi, som Weekendavisen mødte, da han besøgte Aarhus Universitet i sidste uge.

»Det gik virkelig godt. Jeg havde fortalt i min tale, at det var forkert at nedlægge forbud mod islamister, sådan som nogle regeringer har gjort. De skal have lov til at sige, hvad de vil. Bagefter talte jeg med en af tilhørerne, som takkede mig for at være så frisindet. Men mens vi talte, fandt jeg ud af, at han mente, at der burde udstedes forbud mod at benægte Holocaust. Han mente altså, at der var noget, man burde forbyde og andet, der skulle være tilladt. Han repræsenterer efter min mening en stærkt udbredt tendens. Jeg møder meget sjældent folk, hvis frisind vender sig 360 grader. Men enten er man frisindet, eller også er man det ikke. Tolerance er ikke noget, man kan dele op i bidder. Enten accepterer man kernen af, hvad tolerance er, eller også må man droppe den tanke.«

Frank Furedi er selv en mand, som har levet af den parole, at frisind kun er frisind, hvis det retter sig mod alle fire ideologiske verdenshjørner. Og man kan ikke sige, at han er kommet gratis til det synspunkt. Furedi er født i Ungarn i 1947, hans mor overlevede et ophold i en koncentrationslejr under Anden Verdenskrig, og med sine forældre flygtede han som ni-årig til Canada, mens den ungarske opstand mod Sovjetunionen stod på i 1956.

»At vokse op i Ungarn under Den Kolde Krig betød, at jeg altid har været mod store stater. Min far sagde til mig, fra jeg var helt lille, at man aldrig skulle stole på staten. Det har jeg båret på lige siden. Men jeg har også altid følt, at er man demokrat, må man være det konsekvent. Man kan ikke kun være demokrat mandag og tirsdag og slå det fra onsdag og torsdag.«

Som ung kom Furedi i slutningen af 1960erne til Storbritannien, hvor han mødte sin kone og slog sig ned. Han var dengang aktiv kommunist, men af den særlige type der vendte sig mod statsindblanding i borgernes liv. Og fra og med 1980erne, hvor han blev en offentlig figur på den britiske venstrefløj, er han ofte raget uklar med sine egne, fordi han insisterede på at tale med folk, som han og hans ligesindede var totalt uenig med.

»I 1980erne blev jeg kaldt højreorienteret, selv om alle vidste, at jeg var marxist. Det skyldtes, at venstrefløjen ville forbyde racistiske højrefløjspartier i England som The National Front at tale til debatmøder. Sloganet var: ‘No platform for The National Front.’ Det var en kujonagtig holdning, mente jeg. Jeg skrev, at hvis man virkelig vil komme racisme til livs, tager man ud og debatterer med The National Front foran partiets egne tilhørere. I stedet for at søge efter administrative eller bureaukratiske måder at få dem til at tie stille på burde man have sine meningers mod. Hvad er pointen i at være anti-racist, hvis jeg pisser i bukserne af angst for at tale med racister? Da jeg skrev det, blev der ført en smædekampagne mod mig, hvori det fremgik, at jeg bøjede mig for racisme.«

Hvad man så dengang, var et klassisk eksempel på den konfliktskyhed, der til alle tider har præget venstrefløjen, fortsætter Furedi.

»Venstrefløjsfolk har historisk set altid fundet det mageligere at diskutere med deres egne - og ikke med et stort publikum, der bestod af almindelige mennesker,« forklarer sociologen.

»Den tendens er langt mere ekstrem i dag end dengang. Når jeg påpeger vigtigheden af at tage ud og diskutere med The British National Party - vor tids National Front - ser de på mig, som om jeg er Hitler.« Furedi skynder sig dog at påpege, at intolerance også har rod på højrefløjen.

»Højrefløjen har kørt en kampagne mod, at britiske universiteter har givet islamister en platform til at fremme deres sag, men jeg er en af de få akademikere, der har debatteret med radikale islamister, og jeg mener, at de skal have lov til at sige, hvad de vil. Som intellektuelle har vi så til gengæld et ansvar for at argumentere mod jihadisternes holdninger. Det gælder specielt, hvis vi kan gøre det foran unge muslimske tilhørere. Det er muligt, at man taber diskussionen over for langt de fleste tilhørere, men så længe man får plantet et frø hos en eller to eller bare underminerer modstanderens selvtillid en anelse, har man gjort noget godt. Den slags debatter er der næsten ingen, der tager. Der sker ingen interaktion. De taler med deres publikum, og vi taler med os selv.«

Frank Furedi er i hvert fald selv en herre, der ikke har ladet sig kue i kritikken. Han er aktiv kommentator i den britiske presse, og han skriver fast på det klassisk liberale og meget læste britiske internetmagasin Spiked. Han har skrevet bøger om universiteternes og de intellektuelles forfald (Wasted: Why Education Isn’t Educating, 2009, Where Have All the Intellectuals Gone?: Confronting 21st Century Philistinism, 2006), om paranoide forældres frygt for at opdrage deres børn (Licensed to Hug, 2008 og Paranoid Parenting, anden udgave 2008) og om vor tids lammende angst for alt fra terror til sygdomme (Culture of Fear, anden udgave 2002 og Politics of Fear, 2005).

Intolerancen mod såkaldt ‘farlige ytringer’ er en del af, hvad han ser som staternes og universiteternes nervøsitet over for fremtiden, og for at mennesket er i stand til at tænke selv. Frygtkulturen, som er altomfattende, har angrebet sproget, forklarer han.

»Vi er begyndt at opfatte sproget som forgiftet, som skadeligt. Det er klart, at ord kan gøre ondt. Men vi ved også, at mennesker evner at håndtere den smerte, som ord kan forårsage. Derfor er ytringsfriheden vigtigere end den smerte, den kan forårsage. Men vi tager ikke længere menneskers evne til at håndtere den smerte alvorligt. Nu kaldes ord ‘traumatiserende’, og det fremgår, at de kan fremkalde ‘psykiske lidelser’ og give ar, der aldrig heler. For at undgå det er vores ret til at udtrykke os frit blevet begrænset.«

Det er folk fra Furedis egen stand, som har foranstaltet den intolerante udvikling.

»Intellektuelle er meget vigtige i denne forvandling, fordi vi ikke længere har klare liberale grundtanker,« siger han.

»Historisk set har intellektuelle været afgørende i kampen for retten til fri meningsudveksling. Man mente, at samfundet udviklede sig til det bedre, hvis ideer fik lov at brydes. Ser man på universiteterne i dag, er der sket en ændring til det værre. Når jeg eksempelvis skal skrive en bog til universitetsforlaget, får jeg udleveret en liste af ord, jeg ikke må bruge i bogen. Det samme får man udleveret, hvis man skriver for et akademisk tidsskrift. Ord som ‘formand’ - det opfattes som sexistisk. Det skal hedde ‘forperson’. Jeg må heller ikke bruge det engelske udtryk ‘chinese whispers’, som handler om, hvordan en fjer kan blive til fem høns. Udtrykket opfattes som racistisk. Også ordet ‘seminal’ er det forbudt at anvende. Det har rod i ordet ‘sæd’ og betyder at være magtfuld på en kreativ måde, altså stærkt mandschauvinistisk. Det er jo censur, men det paradoksale er, at universiteterne selv opfatter det som tolerance.«

- Er det ikke fornuftigt at beskytte folk mod sproglige fordomme?

»Nej. Det er inkonsekvent, vi må kræve sproglig frihed. Ord, som du ikke må bruge mod nogle folk, må du gerne bruge mod andre - eksempelvis mod den hvide arbejderklasse. På amerikansk siger man ‘redneck’ eller ‘trailer trash’. I England siger vi ‘tabloid readers’, ‘Essex man’, ord, der bruges nedladende, men som det er i orden at anvende. Men bruger man samme type ord om andre grupper, vil det blive anset for at være uacceptabelt. De folk, der bruger ord som ‘redneck’, opfatter sig ikke som intolerante. For dem er det neutrale beskrivelser.«

- Hvorfor er specielt universiteterne blevet indfanget af denne forskelsbehandlende undertrykkelse af sproget?

»Universiteterne er i løbet af de seneste 30 år blevet optaget af den såkaldte identitetspolitik. Den handler om at blive anerkendt for den gruppe, man er en del af. ‘Jeg er en kvinde’, ‘jeg er sort’, ‘jeg er bøsse’, ‘jeg er mexicaner’, ‘jeg er handicappet’ - når man siger det, forventer man at blive anerkendt. Det er nærmest et obligatorisk krav. Siger jeg noget, eller bruger jeg et ord, der kan misforstås på en måde, så det lyder, som om jeg ikke anerkender disse grupper, anses det for at være fornærmende. Man behøver blot at sige, at man er fornærmet, så ophører al diskussion. Men alle gode ideer, der nogensinde er opstået, har været fornærmende for nogen, ellers ville ideen ikke have været interessant.«

- Er det ikke et tegn på tolerance at tage hensyn til disse gruppers følelser?

»Nej. Ideen om tolerance er opstået, fordi der var brug for et redskab, der kunne få folk, der hadede hinanden, til at bo ved siden af hinanden. Efter religionskrigene i Europa, som varede frem til midten af 1600-tallet, opstod tanken om at anerkende, at mennesker har ret til at leve efter, hvad deres samvittighed dikterer, og at de har ret til at leve efter, hvad de tror på. Det er, hvad tolerance handler om. Det er ikke det samme som at sige, at en protestant skal respektere katolicisme og give den religion anerkendelse. Tværtimod må han gerne sige, at katolicisme er forfærdelig og en synd, men ikke desto mindre anerkende katolikkens ret til at praktisere sin religion. Det er en vidunderlig og enormt vigtig ide, at man på en og samme tid kan dømme sine modstandere som syndere og vildførte og anerkende, at det er vigtigere, at deres ideer får lov at udtrykke sig, end at de bliver undertrykt. Det vil sige, at tolerance hører nøje sammen med fordømmelse. Men i dag opfattes tolerance som en ide om, at man ikke må fordømme andre. Det er fuldstændig misforstået.«

- Er der ikke ideer, som er så voldsomme, at de må undertrykkes?

»Folk har ret til at udtrykke deres tanker, ligegyldigt hvor gruopvækkende de er. Og jeg vil gå så langt som til at sige, at de også har ret til at følge deres ideer i praksis, så længe det ikke er til skade for andre. Hele ideen om at opfordre til vold er meget kompliceret, men filosoffen John Stuart Mill gav en god forklaring: Han sagde, at det er i orden, hvis nogen siger, at bankfolk er grufulde og burde hænges. Det må de godt. Men har man en gruppe mennesker med fakler, der står foran en bank og råber, at den skal brændes ned, er den potentielle skadevirkning stor nok til at retfærdiggøre, at de standses. Det er således ikke talens indhold, men den situation, hvori talen indgår, der afgør, om en stat må skride ind.«

Lytter man til Furedi, er det forbavsende, hvor svært det er at placere ham politisk.

»Jeg har et problem,« erkender han.

»Historisk har jeg altid anset mig for at være venstreorienteret. Spørger du mig, hvilken side jeg ville være på i Den Spanske Borgerkrig, i 1917 i Rusland, under Den Franske Revolution, ville jeg ikke have noget problem med at svare. Jeg har altid troet, at venstrefløjen bekendte sig til Oplysningstiden. Jeg mener ikke, jeg har ændret mig særligt meget, men det har verden. Venstrefløjen har mistet tiltroen til individets selvstændighed og evne til at ændre fremtiden og er blevet konservativ. Og højrefløjen har mistet troen på sine traditionelle værdier: nationen, race, kulturelle normer, kapitalisme.«

Også når det kommer til det sidste årtis mest betændte emne, indvandring, er Furedi også vanskelig at placere. Den ungarskfødte sociolog er ingen kritiker af indvandring, men det multikulturelle samfund ser han på med dyb skepsis. Alligevel delte han ikke den britiske premierminister David Camerons kritik, da han i februar 2011 sagde, at »den statslige multikulturalisme« var slået fejl.

»Cameron er klar over, at samfundet er fragmenteret,« forklarer Furedi. »Han mener, at det skyldes, at nye miljøer er opstået som følge af indvandring, og at de ikke ønsker at blive britiske. Det er muligvis sandt i en vis forstand, men processen er langt mere kompliceret. Det egentlige problem er, at det britiske samfund farer i blinde. Det har vanskeligt ved at forklare, hvad det vil sige at være britisk. Min søn på 15 aner stort set intet om engelsk historie, og han har bogstaveligt talt aldrig læst en eneste engelsk roman. Jeg er ikke engang engelsk, men da jeg var på hans alder, havde jeg læst masser af engelske romaner, Jane Austen og så videre. Med andre ord: Han er stort set overhovedet ikke sat ind i engelsk kultur. Når man har en situation, hvor unge briter vokser op totalt afskåret fra deres egen kulturarv, er det ikke mærkeligt, at vi har et britisk samfund, som ikke kan definere sig selv. Så problemet er ikke, at indvandrere ikke vil integrere sig. Problemet er, at de intet har at integrere sig i.«

For Furedi er det et tegn på en dyb eksistentiel krise i de europæiske lande.

»Der er i England og over hele Europa en mangel på selvtillid, når det gælder, hvilken type nation vi er. Vi har det meget bedre med at vise respekt for, hvad vi ikke er, frem for at definere hvad vi er. Denne mangel på kulturel selvtillid er opstået samtidig med store globale forandringer. Derfor bryder mange sig ikke om indvandrere, og mange muslimer vil også vende sig mod de lande, de er flyttet til. Jeg hører ofte unge muslimer sige, at de ikke vil blive englændere: ‘Se på hvad englænderne gør: De bliver fulde hver eneste aften. De bander og tager narko. Sådan vil jeg ikke leve’. I stedet for at vi integrerer dem, støder vi dem fra os. De siger egentlig: ‘I ved ikke, hvem I er. Hvordan kan I så forvente, at vi skal blive ligesom jer?’«

- Skyldes denne kulturelle rådvildhed, at nationalisme er blevet et slags bandeord?

»Jeg ved ikke, om det er blevet et bandeord. Men det er blevet vagt. Vi har et parti, som kalder sig nationalt, men jeg ved ikke, hvad de mener. Alle de europæiske partier, som kalder sig nationale, er, når man kradser lidt i overfladen, meget usikre, provinsielle og indadvendte.«

- Hvordan kan europæiske lande få en mere selvsikker national identitet?

»Man skal ikke genopbygge nationen, det er umuligt. Men europæere kan godt opbygge et mere sofistikeret og modent syn på deres kulturelle arv. I øjeblikket flygter vi fra det ansvar og tillader i stedet et meget lille antal meget konservative mennesker at monopolisere den opgave. Vi kunne begynde med at genopdage, at den europæiske arv er tolerance. Og frihed. Ser man på Oplysningstiden, er den en meget positiv og stærk tradition, som vi kan trække på. Men jeg får af og til på fornemmelsen, at vi sælger ud af den tradition. Vi lever i en globaliseret verden, som forandrer sig med lynets hast, og derfor er det nemt at glemme, at det er vigtigt at genopfinde Oplysningstidens ideer i disse nye omgivelser.«

- Er det så på højrefløjen, man skal finde Oplysningstidens nye foregangsmænd?

»Nogle har på opportunistisk vis fremført Oplysningstiden, jeg er blot ikke sikker på, at de egentlig mener det. Men der findes en gruppe mennesker i Europa, som jeg ville kalde anti-politisk-korrekte-liberale, som jeg gerne vil identificere mig med. De tror på individets rettigheder. De forstår vigtigheden af moralsk uafhængighed. Venstrefløjen har traditionelt set aldrig været særlig interesseret i individet. De var interesseret i solidaritet. Hvis man i dag vil være progressiv - og sådan ser jeg på mig selv, selv om andre måske vil være uenige - skal man have en stærk tro på individet, hvis man nogensinde skal komme til at tro på solidaritet i fremtiden. Svage individer danner ingen front. De er atomiserede og fragmenterede. Vi skal genvinde respekten for den individuelle autonomi og for individets rettigheder. Staten skal holde fingrene fra vores liv. Sådan vil jeg definere mig selv politisk.«

Contact me

If you want to get in touch or keep updated with my activities, either email me, connect with me on LinkedIn or follow me on Twitter.